At finde vild

I en sportshal i Reykjavik udkæmper Bobby Fischer og Boris Spassky i 1972 århundredets skakdyst. Ude på gaden river en rød ballon sig løs fra en lille drengs hånd. Fire mennesker bliver vidne til denne hændelse, som sætter den historie i gang, der fletter deres liv sammen gennem tredive år.

Disse fire – vidt forskellige – mennesker befolker romanen. Alle fire er i fuld gang med at planlægge og konstruere deres liv i deres søgen efter lykken, og alle fire bliver overhalet indenom af det rigtige liv.

Joyce er amerikansk sprogforsker og gravid ved et uheld. Romanen følger hendes flugt fra snærende bånd og konventioner til en frihed, der viser sig at have en højere pris, end hun kunne forestille sig.

Vladimira, barn af islandske forældre, som troen på kommunismen førte til Sovjet, arbejder som tolk i den russiske skakdelegation. Skakmesteren Spassky kommer til at spille en livsafgørende og skæbnesvanger rolle i hendes tilværelse som objekt for en forelskelse, der udvikler sig til en livsfarlig besættelse.

Edda gør rent i sportshallen, hvor skakdysten udspiller sig. Hun lever alene efter at være flygtet fra et voldeligt forhold og søger efter en mand, der kan give hende et barn. Leve sammen med en mand igen kan hun ikke tænke sig. Men nogle gange bliver også det umulige muligt.

Olivier har arvet et hotel i Bretagne efter sin mor, og nu er han i moden alder taget til Island for at opsøge sin fars grav – en far, han aldrig har set. Barndommen med den grænseoverskridende mor har indsnævret hans liv, men mødet med Edda giver ham en overrumplende mulighed for at opleve kærligheden.

Romanens femte hovedperson er sproget. Joyces livsluft er hendes forskning i hendes modersmåls invasion af resten af verden. Vladimiras dobbeltsprog splitter hende og gøre hende usikker på sin identitet, mens Olivier og Edda klarer kunststykket at opfinde et nyt sprog hinsides ordene: Et kærlighedens sprog, der slår bro over alle kløfter.

Romanen bevæger sig fra Island til Paris, fra Rocky Mountains til Grønland og fra de tidligere halvfjerdsere til årtusindskiftet og kredser om temaer som frihed og bundethed, forældre og børn, tro og tvivl, og om at vælge sit liv, uanset prisen.

“Lis Vibeke Kristensen er om nogen den forfatter, som kan få disse figurer til at leve, og som kan føre dem de særeste steder hen. De begivenheder, der fører de fire sammen, ikke på én gang, men i forskellige sammenhænge, er både dramatiske og rørende. Lis Vibeke Kristensen er en fin skildrer af sind og psyke. Med få ord kan hun karakterisere et menneske og en situation…Ingen søde, romantiske ugebladshistorie-endelser her. En pragtfuld bog. Til at blive klogere af.”

Annelise Vestergaard

Jyllands-Posten

“En så skøjtende velfortalt fortælling som Lis Vibeke Kristensens “At finde vild” tager man lige til hjertet. Jeg forsvandt ind i denne roman og dukkede først op til overfladen, da sidste side var vendt, og jeg modstræbende havde taget afsked med Olivier, Edda, Vladimira og Joyce…Handlingens labyrintiske opbygning åbenbarer sig gradvis, som klamrer man sig til en rød ballon, der svæver højere og højere op og giver overblik og udsyn, og så er romanen desuden så smækfyldt med rå og sort humor, at man ofte griner højt…Tag nu bare de første linier: “Har man levet i et hus med forstoppelse bliver afføring let en besættelse.” Jamen, hvad skal det ikke ende med!

Katinka Bruhn

Weekendavisen

“Forfatteren fortæller med en nøgtern kynisme, sort humor og tryk på tilfældighederne, så enkelte scener simpelthen bliver stående længe efter, siderne er vendt. Det er én af den slags romaner, som tager en del af sin læser undervejs, for man skal være slemt ligeglad for ikke at lade sig ramme. Til gengæld giver den en flig af noget meningsfuldt igen.”

Ida Relsted Iversen

Fyns Stiftstidende

“”At finde vild” er en fantastisk livsbekræftende fortælling om livet, kærligheden og hvad der kan ske, når tilfældighederne råder. Historien er som en labyrint, hvor skæbnerne mødes, hvirvles rundt, farer vild og alligevel alle finder vej. Det er en historie uden blindgyder. Den er særdeles humoristisk, susende godt fortalt og i et dejligt legende sprog. Det er simpelthen fremragende. Og så har den et fantastisk persongalleri. Det er levende portrætter af sære og skæve personer, som alle har hver deres at slås med. Kort sagt er det en sådan bog, man bliver klogere af. Den fortæller om livet, om stort og småt uden at være hverken eventyr eller tragedie. Ren fornøjelse!”

Sarah Bøgh Thyssen

Flensborg Avis