DEN KLOGE JOMFRU
Året er 1960. På en metrostation i Paris møder Nanna, en ung dansk pige, sit livs kærlighed, Yann. Sammen flytter de til hans hjemegn i Bretagne, men få dage efter deres bryllup bliver Yann indkaldt som soldat og må rejse til Algier og den brutale krig der.
Yann vender aldrig tilbage, og Nannas liv bliver et andet end det, hun drømte om.
Hun slår sig ned i det lille samfund ved Atlanterhavet og driver familiens hotel, først sammen med sin svigermor, derefter i mange år sammen med Jean-Pierre, den unge mand, der viser sig at være Yanns søn med en anden kvinde.
Ungdomsoprør, kvindebevægelse, og 80-er-dekadence når kun ud til hendes fjerne kyst som svage dønninger gennem barndomsvennen Mette. Trods det er romanens bagtæppe historien om et Europa i forandring. Fra sin udsigtspost ved havet oplever Nanna fiskeriets guldalder og nedtur, og hun og hendes hotel får del i udviklingen af masseturismen og den stigende velstand.
“Den kloge jomfru” skildrer Nannas liv i kærlighed og sorg og hendes søgen efter det, der skal give hendes liv en mening.
Bogen kan læses selvstændigt, men historien om Nanna fortsætter i bøgerne “Dagen og timen” og “Fuga”.
Formater: E-bog og Print-on-demand.
DAGEN OG TIMEN
“Kære Gustav,
Hvis ikke du har lyst til at læse et brev fra mig, forstår jeg det. Jeg må have efterladt dig med mange spørgsmål, da jeg forsvandt den morgen…Måske blev du vred. I hvert fald tror jeg, du undrede dig.”
Sådan indleder den danske kvinde Nanna det første i en lang række breve til lægen Gustav, som hun havde et kort kærlighedsforhold til et par år tidligere.
Efter tredive år som hotelværtinde i Bretagne lever Nanna nu i Paris. Stadig alene, stadig på jagt efter det, der skal være meningen med hendes liv. Stadig med en følelse af at være hjemløs, hvor hun end er.
Mødet med en parisisk posedame konfronterer Nanna med den faktiske hjemløshed, og hun tvinges snart til at opgive sin vante forsvarsværker. I mødet med mennesker, der har brug for hendes omsorg og hjælp, dukker en ny Nanna frem bag den kølige, reserverede facade.
I brevene til Gustav og i Nannas dagbogsnotater viser omridsene af en ny historie sig: en historie om kærlighed og erotisk besættelse, men også om omsorg og forsoning.
“Dagen og timen” tager fat, hvor den første roman om Nanna, “Den kloge jomfru”, slutter. Den følger sin hovedperson i årene 1992 til -95 og slipper hende på et tidspunkt, hvor hun – måske – har fundet det, hun søgte. Samtidig rummer den spiren til “Fuga”, det tredje bind af trilogien om Nanna.
Formater: E-bog og Print-on-demand.
FUGA
Den danske kvinde Nanna er brudt op fra den tilværelse, hun troede skulle vare livet ud. Tyve år er gået, år, hvor hun og lægen Gustav har delt bolig og liv i Paris, begge optaget af bidrage til at lindre verdens nød: han på livsfarlige ekspeditioner til katastrofeområder, hun som leder af en hjælpeorganisation for hjemløse.
Nu er Nanna for første gang tilbage i det Bretagne, hun forlod for alle de år siden. Hun ved knapt hvorfor, bare, at hendes tilværelse ikke længere føles holdbar, og at hun er tvunget til konfrontere sig med det, der engang var hendes liv.
Det, der møder hende, er både uventet og chokerende. Jean-Pierre, hendes unge samarbejdspartner, som hun overlod hotellet til uden at se sig over skulderen, har aldrig fået greb om hverken det eller sit eget liv. Hun møder ham i en situation, hvor det forfaldne hotel er sat til salg, og hvor Jean-Pierre selv er godt på vej til at gå under i alkoholmisbrug og ensomhed.
Tyve år skiller Nanna og Jean-Pierre i alder. Tyve år skiller dem fra det, der var deres fælles eksistens, men trods afstanden vibrerer noget mellem dem. Noget, der måske allerde spirede, før Nanna brød op dengang, og som nu mod alle odds bliver til noget, der ligner kærlighed.
Kan en flugt være vejen til at finde hjem? “Fuga”, den tredje roman om Nanna, giver et bud på et svar.
Formater: E-bog og Print-on-demand.
Skrevet om Den kloge jomfru:
“Den kloge jomfru” er en fascinerende kvindelig udviklingshistorie, der både er elementært underholdende og god at blive klogere på sig selv og livet af.”