Nanna – en trilogi

“Den kloge jomfru”, “Dagen og timen” og “Fuga” kredser om en kvindeskæbne. Romanerne tager læseren med på Nannas rejse gennem livet, fra ungdom til moden alder. Bagtæppet er et Europa i forandring, scenen flytter sig fra Paris til København og til det Bretagne, der på godt og ondt bliver hendes hjem i tredive år.

Læs mere!

Kirsebærtiden

…I hans fjernsyn er mennesker klatret op på muren. De står i klynger deroppe, og de omfavner hinanden, råber og synger. Selv sidder han trygt i sin danske sofa og ser på, at de klatrer over på den anden side af muren og går løs på betonen med hakker, snart er der hul, snart myldrer mennesker i hundredvis i begge retninger, og ingen stopper dem… Året er 1989, Berlinmuren falder. I København sidder en mand og følger begivenhederne. Muren flygtede han fra, men der er ting i hans fortid, han ikke har kunnet lægge bag sig… Læs mere…

Kastraterne

Komponisten Claus står foran et internationalt gennembrud, da han bliver udsat for et overfald, der er tæt på at koste ham livet. To år har det taget for ham at begynde at fungere igen, men nu er han omsider tilbage i kampen. En international workshop for komponister og sangere på en lille fransk klippeø, hvis ambitiøse projekt, at “forvandle øen til musik”, er rammen om hans tilbagevenden til sit kreative liv. Claus og hans kolleger er fulde af entusiasme og spændende idéer. Men øen har sine egne love og bærer på sine egne hemmeligheder. Læs mere …

Lyden af mørke

“Noget rører sig nede på stien, noget stort og mørkt, og et øjeblik tror jeg, jeg ser ham, et øjeblik er jeg sikker på, at han er på vej herop, at han har set mig der, hvor jeg kryber sammen ved muren, at han trodser blæst og regn for én gang for alle at demonstrere, hvem der har overtaget, men det er ikke ham, det er stormen, der slynger en gren over stien, det er regnen, der blænder mig og får mig til at se ting, der ikke findes …” Læs mere …

En fest for Beate

Barndomsveninder bliver man ikke skilt fra – eller gør man?

Det er spørgsmålet i denne fortælling om en gruppe halvtredsårige kvinders venskab. Historien om damptromlen Lis og hendes hypokondre lillesøster Ella, om den autoritetstro Johanne og den diplomatiske Beate og om Eva, den evige normbryder. Evas datter, Lilith, lægger nye perspektiver til gruppens historie, ligesom bodegaejeren Djein, der aldrig blev en rigtig del af venindekredsen, men som i romanen kommer til at skubbe til handlingen på afgørende måder. Læs mere …

Chokoladedøden

Dina, feteret skuespiller og teaterchef, er vant til at have magt over både sig selv og sine omgivelser – indtil den dag, hvor hun efter generalprøven på sin afskedsforestilling rammes af en hjerneblødning og havner på plejehjem. Fast besluttet på at tage livet af sig snarere end at sygne hen i hænderne på uinteresseret plejepersonale, søger hun desperat efter en udvej. Læs mere…

At finde vild

I en sportshal i Reykjavik udkæmper Bobby Fischer og Boris Spassky i 1972 århundredets skakdyst. Ude på gaden river en rød ballon sig løs fra en lille drengs hånd. Fire mennesker bliver vidne til denne hændelse, som sætter den historie i gang, der fletter deres liv sammen gennem tredive år. Læs mere…

Slør

Christine er på flugt. Uden at vide hvorfor, uden at vide hvorhen, er hun stukket af fra Teheran og tilværelsen som dansk ambassadørfrue. Det, der har drevet hende af sted, er en mistanke. Hendes mand Hans, diplomaten med den snorlige karriere, der lokkede hende væk fra en international tilværelse som danser og koreograf, er måske ikke så ukompliceret, som hun troede. Læs mere…

Glasmuren

Historien om den unge indvandrerkvinde med kælenavnet Nille – et navn, man givet hende på den teaterskole, hvor hun gør rent. Hun har boet i Danmark i fem år og kæmper hårdt for at passe ind, selv om hun møder en mur af sprog og skikke, af fremmede vaner og omgangsformer.

En spirende kærlighedshistorie med en af eleverne på skolen får en dramatisk drejning, da Nille får mistanke om, at en af skolens lærere pusher narkotika. Nille er nødt til at træffe et valg: Skal hun røbe, hvad hun ved, selv om det udsætter hende selv for en risiko?

Ligesom en kvinde

Fotografen Anne er på stadig flugt fra en barndom, præget af en alkoholiseret kunstnerfar og en svag mor, der støttede sig til datteren og gjorde hende voksen før tiden. Anne har skabt sig en tilværelse, der til forveksling ligner et traditionelt mandeliv, og hvor ingen følelsesmæssige bindinger får lov til at stå i vejen for hendes ønske om frihed og uafhængighed. Indtil hendes far dør, og hun må tage kampen op med fortidens dæmoner og give sig i kast med et liv, der er mere risikabelt, men også mindre ensomt end det, hun havde valgt. Læs mere …

Millionærerne

Historien om Vita og Jens, som lige har solgt deres købmandsforretning i et turistområde og købt hus i Spanien. De har knoklet hele livet. Nu skal de nyde frugterne af alt deres slid. Men er det lykken at holde ferie resten af livet?

Bogen indgår i Modtryks serie Letlæst for voksne. Den er udsolgt fra forlaget, men findes på biblioteket.

1000 piskeslag

Raif Badawi, en ung blogger, sidder i fængsel i sit hjemland Saudi Arabien, dømt til ti års indespærring og 1000 piskeslag og en enorm bøde. Hvis han overlever, venter ti års rejseforbud og et lige så langvarigt forbud mod at ytre sig i medierne. Læs mere…