1000 piskeslag
Raif Badawi, en ung blogger, sidder i fængsel i sit hjemland Saudi Arabien, dømt til ti års indespærring og 1000 piskeslag og en enorm bøde. Hvis han overlever, venter ti års rejseforbud og et lige så langvarigt forbud mod at ytre sig i medierne.
Jeg er aktiv i PEN-klubbens komité for fængslede forfattere og har sammen med en kollega og ven særligt fokus på Badawi. Vi aktionerer sammen med resten af PEN og Amnesty International på forskellig måde for hans frigivelse i nært samarbejde med hans kone, Ensaf Haidar, som lever som flygtning i Canada med parrets tre børn. Et af vores projekter har været udgivelsen på dansk af et udvalg af hans blogtekster. Bogen, hvor jeg har været medredaktør, hedder 1000 piskeslag – fordi jeg siger hvad jeg tænker, og udkom i november 2015.